Krav for avl og formidling af hvalpe
I forbindelse med avl på Weimaraneren skal opmærksomheden henledes på at der er to forskellige regelsæt vedrørende avl.
Der ligger en avlsrestriktion på Weimaraneren, henholdsvis på den korthårede og den langhårede, som er udstedt af DKK, og denne beskriver hvilke minimunskrav der skal være opnået på forældre dyrene for at hvalpene kan stambogsføres med DKK stamtavle. Disse avlsrestriktioner er indført nederst på siden og er kopieret fra DKKs hjemmeside.
Ud over avlsrestriktionerne som ovenfor anført ved DKK, så har Dansk Weimaraner Klub valgt at indføre yderligere krav til hundene for at de kan indgå på avlslisterne og for at hvalpene kan formidles igennem Dansk Weimaraner Klubs hjemmeside, og igennem hvalpeanviser. Disse yderligere krav som Dansk Weimaraner Klub har valgt at indfører, er blandt andet skærpet krav omkring HD status, idet vi kun optager hunde på avlslisterne, som er kendt med HD status A eller B. Ud over dette HD krav, har vi også valgt at sætte et krav op, om at hundene på avlslisterne skal have bestået minimum en anerkendt jagtlig prøve, idet vi mener at Weimaraneren er en jagthund, og derfor skal den også jagtlig prøves, for at indgå i avlen.
Krav for at blive optaget på hanhundeliste, tæveliste og hvalpelisterne, som ligger på Dansk Weimaraner Klubs hjemmeside er som følgende.
Hanhundelisten
HD status A eller B.
Mindst have opnået Very Good på anerkendt FCI udstilling i åbenklasse eller brugsklasse, dette krav indført pr. 1. januar 2011, hunde optaget på avlslisten inden den 1. januar 2011, har opnået tidligere gældende krav til præmierings grad for optagelse på listerne.
Bestået minimum 1 DJU jagtlig prøve.
Have en DKK stamtavle.
Hunden må maksimalt få 30 hvalpe i dens levetid, herefter fjernes den fra hanhundelisten. Hunden bliver automatisk fjernet fra hanhundelisten når den er fyldt 10 år.
Ejeren skal være medlem af Dansk Weimaraner Klub og være bosiddende i Danmark.
Tævelisten
HD status A eller B.
Mindst have opnået Very Good på anerkendt FCI udstilling i åbenklasse eller brugsklasse, dette krav indført pr. 1. januar 2011, hunde optaget på avlslisten inden den 1. januar 2011, har opnået tidligere gældende krav til præmierings grad for optagelse på listerne.
Bestået minimum 1 DJU jagtlig prøve.
Have en DKK stamtavle.
Hunden må maksimalt få 4 kuld, eller 30 hvalpe i dens levetid, herefter fjernes den fra tævelisten. Hunden bliver automatisk fjernet fra tævelisten, når den er fyldt 8 år.
Ejeren skal være medlem af Dansk Weimaraner Klub og være bosiddende i Danmark.
Hvalpelister
For at hvalpe kan formidles igennem Dansk Weimaraner Klubs hjemmeside og komme på hvalpelisterne, skal begge forældre dyr være godkendt til henholdsvis Hanhundelisten og Tævelisten.
Undtagelsen er dog, udenlandske hanhunde som anvendes i avlen her hjemme. Hvis hvalpene skal formidles igennem hvalpelisten, skal den udenlandske hanhunden have bestået prøver, som svarer til de danske prøver, hvilket vil sige at de skal have bestået minimum 1 jagtlig prøve, opnået minimum Very Good på anerkendt FCI udstilling i åbenklasse eller i brugsklasse, samt have HD status A eller B.
Endvidere skal hvalpene stambogsføres i Dansk Kennel Klub.
Når ovenstående krav for hanhund og tæve er opfyldt er parringen at betragte som godkendt af Dansk Weimaraner Klub.
Priserne for at annoncere et kuld hvalpe på listerne, planlagte parring, hvalpe på vej og hvalpelisten er 200 kr som indsættes, forud på bankkonto 7187 0001118817, prisen på 200 kr. dækker for annoncering på alle tre lister. På hvalpelisten kan hvalpene stå, indtil de er 6 mdr. gamle, hvorefter de vil blive fjernet. Hvis hvalpene efter de 6 mdr. mod forventning ikke skulle være solgt, er der mulighed for yderligere annoncering af disse på hjemmesiden under, omplaceringshunde, mod et nyt gebyr på 200 kr.
Listen med planlagte parringer indeholder planlagte parringer, som er planlagt til at finde sted inden for de næste 4 mdr.
Hvalpeformidler i DWK
For at hvalpe kan formidles igennem DWK’s hvalpeformidler, skal hvalpene være godkendt til at komme på Dansk Weimaraner Klubs hvalpelister.
DKKs anbefalinger og information
Ud over ovenstående retningsliner for formidling igennem Dansk Weimaraner Klubs hjemmeside, opfordres avlerne også at følge DKK’s etiske regler for avl.
Desuden gøres der opmærksom på at DKK siden 1. juni 2011 har krævet dokumentation for lovligheden af halekuperinger, hvorfor der skal indsendes en dyrlægeattest sammen med registreringsattesten.
DKK har på deres hjemmeside et særlig afsnit for opdrættere her er gives mange informationer om avl og hvad man skal tænke på når man ønsker at opdrætte hunde.
Annoncering i W-nyt
For hvalpe som ikke opfylder ovenstående krav, foreligger der dog en mulighed for at købe en annonce i Weimaraner nyt, dette gælder både danske og udenlandske opdrættere og kenneler, blot gælder der et krav om at hundene er med registeret stambog, fra det pågældende land, hvor de annonceres fra. Hvis parringen opfylder de krav, og der ønskes annonce i W-nyt, skal der rettes henvendelse til kassereren, som har priser på annonceringen. Priserne for annoncering i W-nyt, er 200 kr. for ½ sides annonce og 375 kr. for 1 helsides annonce.
For danske avlere, som ønsker at annoncere deres hvalpe, vil det dog blive tydeligt gjort i annonceteksten, at ”denne parring opfylder ikke DWK’s krav for parring, jf. retningslinierne fastlagt fra klubbens side.”
For udenlandske avlere vil det tydeligt fremgå, at dette er en udenlandsk annonce.
Dispensation
Der er ikke mulighed for at søge dispensation for ovenstående regler.
